1.000 børn har ’brand’ på skoleskemaet

I denne uge får cirka 1.000 skolebørn fra 16 skoler mulighed for at besøge en af TrekantBrands stationer og lære, hvordan de kan forebygge brand og reagere, hvis uheldet er ude.
Hvordan undgår man, at der opstår brand? Og hvad kan man gøre, hvis det alligevel sker?
Det er nogle af de spørgsmål, som cirka 1.000 skolebørn får svar på i denne uge, når TrekantBrand inviterer elever fra 16 forskellige skoler på besøg på otte af vores brandstationer.
Anledningen er uge 40, som er national brandforebyggelsesuge.
På brandstationen møder eleverne lokale brandfolk, som fortæller om deres job og om de brandfarer, børnene kan møde i deres hverdag. Eleverne får også gode råd om, hvordan de skal reagere, hvis der opstår brand.
Ugens første skolebesøg fandt sted på Station Skodborg i Vejen Kommune, hvor 6. klasserne fra Østerbyskolen i Vejen besøgte brandstationen.
Her kiggede borgmester og formand for Beredskabskommissionen, Christian Lund, også forbi for at se, hvordan brandfolkene arbejder med brandforebyggelse blandt børn.

Han sendte eleverne hjem med en klar opfordring:
”Jeg håber, at I tager det, I har lært, med jer hjem og fortæller det videre til jeres venner. På den måde kan I måske være med til at forebygge, at der opstår en brand.”

For TrekantBrand handler brandforebyggelsesugen ikke kun om at vise børnene, hvad det vil sige at være brandmand. Det handler om at give dem viden, som de kan tage med hjem til familien. De kan nemlig være vigtige ambassadører for brandsikkerhed i hjemmet. Målet er derfor at give børnene nogle enkle og gode brandforebyggende råd og at gøre dem trygge ved at vide, hvad de skal gøre, hvis en brand alligevel opstår.
/Maria S./Henri.