Dyrevelfærdskontrollen giver 134 arbejdspladser

Vejen Kommune får nu 134 ekstra statslige arbejdspladser.

Det er ”Dyrevelfærdskontrollen” – den nye statslige styrelse for bedre dyrevelfærd for bl.a. grisene, der får bopæl i Vejen.

Mens de statslige styrelser tidligere lå i hovedstaden, har mange politikere arbejdet for at sprede disse statslige institutioner til hele landet. Og derfor er det selvfølgelig også oplagt, at den nye Dyrevelfærdskontrol placeres ”ude på landet”, hvor der er mange landbrug at kontrollere.

I Vejen er der allerede ca. 50 medarbejdere på dyrevelfærdsområdet. Udover dem vil styrelsen blive tilført 134 statslige årsværk i tillæg til de ca. 120, der er blevet overført fra Fødevarestyrelsen.
Det sker, efter at Rigsrevisionen har undersøgt dyrekontrollerne og fundet, at mange ikke er gennemført eller fulgt op på.

Det førte til aftalen, som skærper kontroller og straffen og overfører området til Justitsminsiteriet.

– Dyrevelfærd kræver mere end gode regler på et stykke papir. Der skal være mennesker nok til at føre ordentligt tilsyn, og der skal følges op, når reglerne bliver brudt. Derfor er jeg glad for, at vi både styrker kontrollen og samtidig placerer de nye arbejdspladser i Sydjylland. Det er godt for dyrene og godt for vores del af landet, siger Karina Lorentzen, Kolding, der er valgt for SF i Folketinget.

For de landmænd, der nu skal kontrolleres skrappere, er det måske knapt så spændende at få styrelsen med de statslige kontrollører tættere på.

Se også