62 lokale kunstnere er med i Åbne Atelier-dage i weekenden
Hvor mange kunstnere og kunsthåndværkere arbejder egentlig rundt omkring i Kolding Kommune?
Det er svært at sætte et præcist tal på. Men én weekend om året bliver en del af det kreative miljø ekstra synligt, når kunstnere fra hele kommunen åbner dørene til deres atelierer, værksteder og udstillingssteder i forbindelse med Åbne Atelierdage.
Her kan besøgende møde kunstnerne ansigt til ansigt, se deres værker og høre mere om tankerne, teknikkerne og historierne bag kunsten.

Lokale ildsjæle
I avisens område er det bl.a. Elin Andersen, Vargaard ved Hejls, Lise Frølund, Vamdrup, Helle Valgreen Taps, Lone Mørkøre, Ødis Bramdrup, Tove Skov Larsen, Bastrup Skolevej, Vamdrup, Birthe Engedal, Christiansfeld og KImberly Young, Almind.
Højeste antal
I år er 62 med – det højeste antal i arrangementets ni-årige historie. De arbejder med forskellige materialer, udtryk og kunstformer og har deres daglige virke fordelt på både Kolding by, centerbyerne og kommunens landsbyer.
Årets deltagerliste rummer både kunstnere og kunsthåndværkere, som publikum kender fra tidligere år, og nye ansigter, der nu er en del af arrangementet.
”Det er skønt at se, hvordan antallet af deltagere er vokset gennem årene. Det fortæller noget om den kreativitet og virkelyst, der findes i Kolding Kommune. Vi har både kunstnere, som har været en del af det lokale kunstmiljø i mange år, og nye kræfter, der kommer til,” siger Merete Due Paarup (B), formand for Kultur- og Eventudvalget.

Kunsten er spredt ud over hele kommunen
Kunsten i Kolding Kommune har ikke én adresse. Den opstår i forskellige miljøer og sammenhænge rundt omkring i kommunen.
Det bliver særligt tydeligt under Åbne Atelierdage, hvor besøgende bevæger sig mellem de mange atelierer, værkstedsfællesskaber og udstillingssteder, der er spredt over hele kommunen.
Undervejs er der mulighed for at møde kunstnerne, få en snak om deres arbejde og måske endda tage en kop kaffe sammen.
Samtidig bliver Åbne Atelierdage en anledning til at opdage nye steder i kommunen og få øje på kreative miljøer, som man måske ikke møder i hverdagen.
”Man opdager måske først, hvor mange der faktisk arbejder med kunst og kunsthåndværk, når man ser dem samlet på den her måde. Og fordi der både kommer nye og velkendte deltagere til, forandrer kommunens kunstlandskab sig også fra år til år,” siger Merete Due Paarup.
Folder kan downloades
På kommunens hjemmeside kan man finde både folderen med årets deltagere og et kort over de forskellige kunstnere og kunsthåndværkere.
Herfra kan man danne sig et overblik over, hvor i kommunen de holder til, og bruge kortet som udgangspunkt for at planlægge sin egen rute rundt til weekendens åbne atelierer, fortæller kulturkonsulent Christine Odderskov.
Fakta: Åbne Atelierdage 2026
• Weekenden den 24.-25. oktober 2026
• Kl. 10.00-17.00 begge dage
• 62 kunstnere og kunsthåndværkere
• Mere end 50 lokationer i Kolding Kommune
• Gratis adgang
• Program og information: www.kolding.dk/atelierdage.