Stephanie lå død i vandkanten af Marielundsøen

Stephanie Reinker var et år tidligere flyttet til Højrup ved Stepping syd for Kolding fra Sydtyskland.

Sammen med sin mand André havde hun været på ferie i bl.a. Christiansfeld, og da de så et hus med ”Til Salg” i nærheden, besluttede de at flytte herop.
Stephanie havde i nogle måneder en pop-up butik i den tidligere brilleforretning med sine malerier. Men psykisk havde hun det slet ikke godt…

Mor begik selvmord

– Min mor havde taget sit eget liv ved at hænge sig, da jeg kun var 3 år. Det var et stort chok, selv om min far og mine bedsteforældre tog sig af mig.

De har fortalt, at jeg ofte sad i mine egne tanker. Jeg var en drømmer. Jeg kæmpede også med skyldfølelse, fordi jeg tænkte, at min mor måske havde begået selvmord, fordi jeg var for vanskelig, husker Stephanie.

– Da skolen var forbi, følte jeg mig forladt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv.
Jeg besøgte en ven i Danmark, da jeg var 20 år. Dér oplevede jeg for første gang en mors kærlighed, som jeg selv savnede.

Mistede realitetssans

– Men da jeg kom hjem, beskæftigede jeg mig meget med astrologi og alt muligt spirituelt. Og jeg fik en psykose. Jeg ville ikke tale med lægen eller psykiateren. Jeg hørte en indre stemme sige: ”Gør det forbi, tag dit eget liv!” Jeg blev indlagt på psykiatrisk klinik, men forsøgte at begå selvmord ved at skære mig i håndleddene. Herefter lå jeg fastspændt i fire uger, så jeg ikke kunne skade mig selv.
Da jeg igen blev udskrevet, kørte min far mig hver dag til universitetet, hvor det tog mig seks år at tage den 4-årige læreruddannelse. Da jeg skulle til eksamen var jeg bange for at dumpe. Jeg bad til Gud, selv om jeg ikke rigtig troede på ham. Og jeg fik en overraskende fin karakter.

– Jeg var nu 26 år og fik igen en psykose, hvor jeg mistede realitetssansen.
Da det skete tredje gang, kørte jeg med bilen fra side til side som en slange, selv om min datter var i bilen. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde. Jeg gik også ind på et museum og tog alt tøjet af. Hvorfor véd jeg ikke. De måtte hente mig i en ambulance. Herefter fik min daværende mand forældremyndigheden over vores datter.

Hus syd for Kolding

– Senere mødte jeg André, som jeg i dag er gift med. Han forsøgte at hjælpe mig, når det gik skævt.
Vi havde på ferier oplevet, at der var mere frit og roligt i Danmark, så vi besluttede at flytte.
Vi faldt begge for et hus i Højrup syd for Kolding. Det havde tidligere været grænsehus i den tyske tid, og det havde også været en lille lokal folkeskole. Der bor vi stadig.

Jeg ønskede ikke at tage medicin. I stedet troede jeg, at jeg kunne blive rask gennem new age-teknikker. Jeg gik på et sharman-kursus og var meget optaget af energier og indianere. Jeg troede, jeg havde fundet en løsning. I stedet mistede jeg mere og mere jordforbindelsen.

Løb nøgen ud i sneen

– Jeg havde fx en idé om, at der sad en forbandelse i mit hår. Så jeg fjernede alt håret med et barberblad. Min mand André græd, fordi han ikke kunne komme i kontakt med mig.
Jeg løb ud af huset – uden tøj på i november – fordi jeg troede, at nogen var efter mig.
Jeg løb hen til et hus, der lå en kilometer fra vores. Et ældre ægtepar tog forskrækket imod mig og gik ud fra, at jeg var blevet overfaldet og voldtaget. De ringede til politiet, som kom og kørte mig hjem.
Men André var bange for, hvad jeg kunne finde på. Derfor tog de mig med til sygehuset i Kolding. Her skulle jeg så overnatte, før jeg næste dag skulle undersøges på den psykiatriske afdeling. Men jeg ville væk.

Stak af fra sygehuset

– Da en sygeplejerske klokken seks kiggede til patienterne, var jeg væk. Jeg havde ikke engang taget mine sko på, og jeg havde kun det tynde nattøj på, selv om der var sne og meget koldt.
En stor eftersøgning blev sat i gang: Politi med hunde, helikopter og drone søgte i området. Politiets drone opdagede kl. 9.50, at jeg lå i sneen ved søen i Marielund skoven ikke langt fra sygehuset.

Lå død i vandkanten

– Jeg lå i vandkanten, og mit hjerte slog ikke mere. Det var snevejr. Mit tøj var revet i stykker, og jeg havde blødende fødder og ben. Hvor længe, jeg har ligget her, véd jeg ikke, men måske i 3-4 timer. Mine lunger var fulde af vand, men det lykkedes utroligt nok at genoplive mig. Min kropstemperatur var kun 21,5 grader… Kun fire mennesker i verden har overlevet så lav en kropstemperatur.

Jeg blev nu kørt til Odense Universitets Hospital med udrykning, og her lagde de mig i kunstig koma for at kunne varme mig op.

Sundhedspersonalet fortalte André, at hvis jeg overlevede, så ville jeg få store hjerneskader. De kunne se sorte pletter i hjernen.

Men André holdt fast i, at de skulle forsøge. Han ville gerne passe mig, lovede han.

Bønner betyder noget

– André havde ringet til nogle kristne venner, som jeg havde, men som jeg ikke lyttede til.
Blandt dem var en veninde, som havde bedt for mig i tyve år, åbenbart uden at det nyttede noget. I desperation kontaktede André nu hende, og hun spurgte, om han havde en bibel i huset. Det havde han ikke, men jeg havde én. Den fandt han nu frem, og de gav ham nogle bibelvers, som han kunne læse og bede ud fra.

De sagde, at han skulle gøre, som Jesus havde befalet disciplene, nemlig at lægge hænder på og bede for den syge. Derfor bad André for mig, selv om han ikke var troende.

Efter tre dage kom jeg ud af den kunstige koma. André bevægede en finger foran mig fra side til side, og jeg fulgte fingeren med øjnene. Det var et godt tegn, sagde lægerne.
Mine lunger var stadig angrebne, og der var naturligvis mange problemer. Men allerede i løbet af to måneder på sygehuset kom jeg mig så meget, at jeg kunne komme hjem.

’Et Guds mirakel’

– At jeg overlevede og ikke fik de store skader, som er normalt, og som de frygtede, det er et Guds mirakel. Jeg fejler intet. I hele denne periode læste André op fra Bibelen, og lidt efter lidt forstod vi, at det var sandt. André sagde i et interview på tysk bibel.tv, at hvis ikke det havde været for Jesus, så havde jeg ikke levet i dag.
Gennem vores venner kom vi i kontakt med en meget levende kirke i Flensborg, og dér følte vi, at vi kom ´”hjem”. Det har betydet rigtig meget for os.

Jeg tror også, at det var meget vigtigt, at jeg frasagde mig sharmanismen og alle de andre okkulte ting, jeg havde beskæftiget mig med. De havde jo ført til min forvirring og sygdom. Ja, jeg var ikke bare syg, jeg var som besat af en ond ånd.

Efter to år kom Stephanie og André i kontakt med frikirken Kirke-i-byen i Kolding. Hun besluttede at gå på den kristne højskole i Kolding og få skabt et stabilt fundament for livet. Men hun understreger, at det ikke er nødvendigt at vide en masse for at opleve ”Jesus i hjertet”. Man skal bare lukke hjertet op.

Onde stemmer er væk

– Efter at jeg er begyndt at tro på Jesus, oplever jeg ikke at høre onde stemmer eller at føle mig forfulgt, siger Stephanie. Nu opfatter jeg i stedet Guds kærlige ”stemme”. Det sker, når jeg læser i Bibelen, men også gennem daglig inspiration, fortæller Stephanie, der er en dygtig billedkunstner.
Jeg tror, at mine bedsteforældres og mine venners bønner betød, at jeg blev reddet og fik fred i sindet gennem troen. Jeg fik en ny chance. Og mit liv er helt forandret, siger Stephanie med rolig og fredfyldt stemme.

– En dag følte jeg, at jeg skulle tage ind til Café Morgenstjernen i Christiansfeld og tilbyde min hjælp.
Mens jeg talte med lederen Henri, gik en af de andre frivillige, Eva, ind i en glasdør og faldt så uheldigt, at hun brækkede lårbenet. Hun måtte køres på sygehus i ambulance. Jeg begyndte derfor straks samme dag at hjælpe til i caféen, selv om jeg endnu ikke er god til dansk. Men der er mange turister, og jeg klarer mig på tysk og engelsk – og lidt dansk, fortæller Stephanie med sin glade latter.