Der er ikke indført et generelt ansættelsesstop i hjemmeplejen i Kolding kommune

Og det øgede vikarforbrug skal bl.a. ses i sammenhæng med etableringen af nye teams samt den øvrige omstilling og kompetenceudvikling i forbindelse med den nye ældrelov.

I sidste uge kunne vi på forsiden af Vamdrup-Lunderskov sektionen fortælle, at der var undren og frygt i den lokale hjemmepleje på grund af et rygte om et ansættelsesstop. Men nu afviser kommunens kommunikationskonsulent Karina Thaudal Christensen dette rygte.

”Der er ikke indført et ansættelsesstop i hjemmeplejen. Der kan selvfølgelig være distrikter, hvor der aktuelt ikke er ledige stillinger, eller stillinger ikke genbesættes. Vi tilpasser hele tiden ud fra borgerens behov for hjælp, og det kan betyde nedgang i de antal ruter, vi kører om dagen, og hermed både op og nedgang i antal medarbejdere også,” skriver Karina Thaudal Christensen til Fællesavisen.

Karina Thaudal Christensen forklarer, hvorfor forholdene i hjemmeplejen kan opleves som et ansættelsesstop, mens der er tale om andre forhold. (Foto: LinkedIn og Kolding Kommune.)

Mangel på medarbejdere

I artiklen oplyste vi, at der nemlig er mangel på medarbejdere lokalt i hjemmeplejen.
Især i forbindelse med sygdoms-epidemier og i ferieperioder kniber det med at få besøgs-planerne til at hænge fornuftigt sammen.

Det presser og stresser de medarbejdere, der måtte være tilbage. Og det går ud over opgaverne ude hos de borgere, som skal hjælpes af meget skiftende personale, skrev vores medarbejder.

Men Karina Thaudal Christensen præciserer:

”Ved sygdom og ferie vil der naturligt være perioder, hvor færre af de faste medarbejdere er på arbejde. I sådanne perioder kan der være behov for timeafløsere, midlertidigt ansatte eller eksterne vikarer for at sikre den nødvendige bemanding og dermed fortsat kunne levere den hjælp, borgerne har behov for.”

Flere vikarer – men kun i perioder

Fællesavisen citerede medarbejdere i hjemmeplejen, som undrede sig over, at der blev anvendt dyre vikarer fra private vikarbureauer, samtidig med at der åbenbart var indført et lokalt ansættelsesstop.
Det ville være billigere at ansætte flere faste medarbejdere end de dyre vikarer.

Men kommunens konsulent præciserer, at det ikke er den almindelige politik:

”Det er korrekt, at der i en periode har været et øget forbrug af vikarer. Det skal imidlertid ses i sammenhæng med den omfattende omlægning af hjemmeplejen i forbindelse med den nye ældrelov og etablering af nye distrikter og faste teams i Hjælp i Hjemmet.”

Hjælp i Hjemmet

”I forbindelse med den store omorganisering til mindre distrikter med faste små teams havde vi på forhånd planlagt, at der i en periode skulle være en øget bemanding. Mange medarbejdere skulle eksempelvis køre nye ruter og lære nye områder at kende. Derfor var det forventet, at opgaverne i begyndelsen ville tage længere tid, mens de nye ruter og arbejdsgange blev kørt ind,” svarer Karina Thaudal Christensen.

”Vi havde altså på forhånd planlagt en ekstra bemanding. Formålet var at sikre en god overgang og give medarbejderne den nødvendige tid til at lære de nye ruter, borgere og arbejdsgange at kende.
Nu er vi så langt, at vi kender både distriktet, ruterne er planlagt, ressourceforbruget er kendt, og vi har endda øje for et tæt samarbejde med nabodistriktet, så vi hele tiden kan optimere bedst mulig på ressourceforbruget og dermed også vikarer.”

Ny ældrelov kræver ekstra ressourcer

”Derudover har den nye ældrelov medført en række nye arbejdsgange og dermed et behov for kompetenceudvikling blandt medarbejderne og et tættere samarbejde mellem SOSU-medarbejdere, sygeplejersker og terapeuter. Det sker for at skabe bedre sammenhæng omkring borgerens forløb og sikre, at de forskellige fagligheder arbejder tættere sammen om den enkelte borgers behov. Det har også i en periode haft betydning for bemandingen og behovet for vikarer eller midlertidigt ansatte,” forklarer Karina Thaudal Christensen.

Budget overskredet?

I Fællesavisens artikel antydede vi også, at ansættelsesstoppet var indført nu, ”fordi de nugældende budgetter på området er langt overskredet”.

Og kommunens konsulent forklarer:

”Uanset om vi er i gang med en forandring, skal vi hele tiden have det leverede serviceniveau til borgerne for øje sammen med den udstukne økonomisk ramme. De to ting skal være i balance, og det betyder, vi hele tiden tilpasser og justerer op og ned i de medarbejderressourcer, vi skal bruge,” forklarer kommunens konsulent.

Vi takker kommunens konsulent for disse præciseringer og forklaringer på det ”ansættelsesstop”, som de lokale medarbejdere har oplevet.

Se også