Den redaktionelle linje

LÆSERBREV:

Kære redaktion
Jeg har, siden jeg kunne læse, altid læst Tyrstrup Herreds Tidende, nu Fælleavisen.
Det er stadig en udmærket avis til at holde sig orienteret om, hvad der sker i Christiansfeld og omegn.

I bør dog tænke seriøst over den politiske dækning. Der har i de seneste år været en stor overvægt af indslag fra og om Dansk Folkeparti. Molle og Søren Rasmussen er udmærkede mennesker med stor interesse og engagement i lokalsamfundet, men jeres dækning er helt skæv og ude af proportion. Borgerne ønsker at læse om, hvad alle partier har af holdninger til lokale emner, ikke kun hvad DF mener. Jeg må stærkt opfordre jer til at finde en mere afbalanceret politisk dækning i det ellers udmærkede blad.

Henrik Bunkenborg
Pt. København, men jeg vender stærkt tilbage.

Svar om politisk dækning

Grunden til, at Molle og Søren Rasmussen så tit optræder i spalterne er, at de sender læserbreve. Det er meget sjældent, vi modtager læserbreve fra de andre partier bortset fra SF, som også er ret aktiv.

Desuden tager Molle og DF ofte lokale sager op. Og da vi netop forsøger at skrive om det allermest lokale, rammer de lige ind i det. Andre politikere er åbenbart mere optaget af Kolding by.

En tredje grund er, at ugeaviser især læses af ældre læsere. Da Søren Rasmussen er formand for ældreudvalget i kommunen, er det ofte ham, der tager sager op og fortæller om forhold for ældre.

Og endelig er der heller ikke hver uge så meget stof at skrive om. Og vi har kun 1/3 journalist og en frivillig til at skrive. Og på den måde får de aktive mere omtale. Sådan er det.

Henri Nissen,
Lokalredaktør
Fællesavisen.

Se også