Massiv kritik af, at skoler skal betale, når elever henvises til specialtilbud
Også kritiske ryster fra ansatte på Skanderup-Hjarup Forbundsskole.

FÆLLES: Kommunen har modtaget massiv kritik i høringsvar mod ordning, hvor skolerne selv skal betale regningen ud fra eget budget, når der er behov for henvisning af elever til specialtilbud.
Her fra lokalområdet har de ansatte ved Skanderup-Hjarup Forbundsskole i Skanderup også ytret deres mening om den godt to år gamle ordning.
Og der lyder kritiske og bekymrede toner fra skolen med henvisning til, at ordningen, som kaldes for incitamentsmodellen, betyder, at der sidder børn rundt om på Koldings skoler, som i dag ikke får det rette tilbud på grund af den økonomiske situation på deres skole.
Det betyder, at elever, der har behov for henvisning til et specialtilbud, ofte får tilbuddet meget sent, og at det medfører nederlag og udfordringer for eleverne.
Og de ansatte på skolen i Skanderup står bestemt ikke alene med kritikken.
Kommunen har nemlig i følge Jv.dk modtaget i stribevis af kritiske høringssvar.
Og det er både fra privatpersoner, forældre, lærere, skolebestyrelser, fagforeninger, handicapråd og skoleledere.
Kritikken går gennemgående på, at ordningen af økonomiske årsager rammer de børn, der har bedst af hurtigst muligt at blive henvist til et specialtilbud.
Blandt dem, der langer ud, kan nævnes foreningen for forældre på Koldings folkeskoler, Skole og Forældre, som vil have ordningen stoppet hurtigst muligt.
Foreningen peger blandt andet på, at kommunen, som vi tidligere har omtalt, ikke en gang ifølge den seneste budgetopfølgning bruger de penge på skolevæsnet, der er afsat i budgettet. Og foreningen udtrykker stor bekymring for, at man med det nyligt indgåede budgetforlig står over for nye besparelser på skolerne i de kommende år.