Over 175 var med til Hans Berntsens-møde i Christiansfeld

Længe før mødet med Hans Berntsen begyndte søndag kl. 14 i sidste uge, begyndte gæsterne at komme for at få en plads.
Og inden den 81-årige tidligere Volvo-direktør fik ordet, var der fyldt på alle stole – også de ekstra stole, der var sat ind i Kongesalen på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld.
Efter at have holdt en tale om, hvorfor han tror på helbredelse ved bøn, inviterede Berntsen alle, som ønskede en forbøn, til at komme op til hans stol.
Den opfordringen fulgte de fleste i salen.
Berntsen nævnte også nogle konkrete lidelser, som han havde mærket på sin egen krop kort før mødet. Han så dette som et tegn på, at nogen havde disse lidelser. Og der var hver gang nogle, som markerede, at de havde ondt netop det sted. I Bibelen kaldes dette for nådegaven ”kundskabsord”.
Hans Berntsen har åbenbart også fået nådegaver til at helbrede gennem en enkel bøn.
I mere end 40 år har Hans Berntsen bedt for syge, og på hans Facebook-side og i bogen ’Hans Berntsen’ fortælles der om nogle af de mange overnaturlige helbredelser.
Som regel beder han blot en kort bøn på 30 sekunder, mens han lægger hånden på det syge sted eller hovedet.

Men når nogen klager over smerter i ryg, skuldre eller nakke, tjekker han som regel deres benlængde. Han indbød også de omkringstående til at se og konstaterede, at det ene ben var 1-2 cm kortere end det andet. Herefter bad han, og det korte ben blev simpelthen lige så langt som det andet. Mange oplevede dette. Og nogle optog det på deres mobil. En lokal kvinde, som normalt bruger sko, hvor den ene har en ekstra hæl på 1-2 cm, kunne bagefter skifte til almindelige sko.
Mødet var i øvrigt gratis.