Kommunen køber mad for 34 millioner årligt til 3.000 mennesker

Ny madprofil skal sikre kvalitet og ensartethed. Men også madglæde.

KOMMUNEN: Hver dag spiser mere end 3.000 borgere og medarbejdere mad fra Kolding Kommunes køkkener og kantiner. Det betyder, at årligt købes fødevarer for omkring 34 mio. kroner.

De kommunale køkkener har derfor både stor betydning for borgernes sundhed, trivsel og livskvalitet og spiller en vigtig rolle i kommunens grønne omstilling.

Med en ny madprofil får køkkenerne en fælles retning for arbejdet på tværs af blandt andet daginstitutioner, plejehjem og kantiner.

– Når vi køber fødevarer for omkring 34 mio. kr. om året, har vores valg stor betydning. Vi kan være med til at understøtte danske fødevareproducenter, og samtidig tager vi et fælles ansvar for de måltider, vi serverer med fokus på blandt andet dyrevelfærd, danske råvarer, madspild og klimaaftryk, fortæller Jørn Chemnitz (SF), der er formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.

Madprofilen er udviklet i samarbejde med kommunens madprofessionelle og eksterne rådgivere, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

Det skal smage godt

– Mad skal først og fremmest smage godt og give lyst til at spise. Det gælder, uanset om måltidet bliver serveret i en daginstitution, på et plejehjem eller i en kantine, siger formanden for kommunens Senior- og Sundhedsudvalget Søren Rasmussen (DF).

– Madprofilen skal styrke arbejdet med sunde og velsmagende måltider, der skaber madglæde og livskvalitet, siger Søren Rasmussen.

Se også