Plads til måske 10-15 nye seniorboliger i Vamdrup midtby

VAMDRUP: Måske kan der blive plads til et sted mellem ti og femten nye, længe ventede, almene seniorboliger i Vamdrup midtby.
Det var det socialdemokratiske byrådsmedlem, Birgitte Munk Grunnet fra Vamdrup, der forleden afslørede, at der i forbindelse med byrådets budgetlægning for 2027 blev politisk aftalt, at der uden for budgettet skulle sættes gang i det ellers henlagte byggeprojekt i Vamdrup.
Det skyldtes, at en krævet kommunal grundkapital kunne vente med betaling til efter byggeriet er færdigt.
Det betyder, den kommunale administration nu kan gå i gang med det administrative arbejde – her i blandt at udarbejde forslag til en lokalplan for byggeområdet.
Og byggeområdet udgør et større område, omfattende byens tidligere stadion, et parkeringsområde og et dels ubenyttet areal i midtbyen.
Præcis, hvor mange boliger, der kan blive plads til, afhænger dog af, hvor meget af det gamle stadion, der må bebygges, idet noget af området er å-beskyttet grundet Kongeåens gennemløb.
Det var oprindeligt tidligere byrådsmedlem – nu regionsmedlem for S , Poul Erik Jensen, Vamdrup, der satte gang i genoplivningen af de ellers henlagte byggeplaner. Det skete, ved at han gjorde et stort alment boligselskab interesseret i at bebygge området med nye almene seniorboliger.