Flere indbrud i Syd- og Sønderjyske kommune
17 pct. flere indbrud i landsdelen, men 13 pct. færre indbrud i Kolding Kommune i forhold til året før. Og fra 2022 er Kolding gået 19 pct. tilbage.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud igen er steget. I årets tredje kvartal blev der anmeldt 4.261 indbrud, hvilket er 590 flere end i samme periode sidste år.
I Syd- og Sønsderjylland har der været 17 pct. flere indbrud i år end sidste år, men 13 pct. færre indbrud i Kolding Kommune i forhold til året før. Og fra 2022 er Kolding gået 19 pct. tilbage.
I årets tredje kvartal blev der anmeldt 4.261 indbrud i Danmark. Det betyder, at der i årets første ni måneder er blevet anmeldt 11.351 indbrud, hvilket er 12 pct. flere end i samme periode sidste år. Alene i tredje kvartal blev der i år anmeldt 590 flere indbrud end i samme kvartal sidste år. Det svarer til en stigning i forhold til samme kvartal sidste år på 16 pct.
Den kedelige udvikling i antallet af indbrud, der har været i gang siden januar, ser således ud til fortsat at gå den forkerte vej.
På vej ind i den mørke tid på året, der traditionelt er indbrudstyvenes højsæson, opfordrer Bo trygt derfor til øget opmærksomhed omkring indbrudsforebyggelse.
– Efter flere år, hvor udviklingen i Danmark har været gunstig med et faldende antal indbrud, er vi nu inde i en periode, hvor indbrudstyvene har fået mere fat. Så vi skal have fat i de værktøjer, vi allerede kender, og som, vi ved, virker mod indbrud. På den måde og ved fælles hjælp behøver den mørke tid på året, som vi er på vej ind i, ikke at være ensbetydende med flere indbrud, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd.
Skræm tyven med lys, låse og gode naboer
Flere mørke timer i døgnet giver indbrudstyvene bedre muligheder for at operere i skjul. Derfor er lys – både udendørs og indendørs – blandt de gode råd til at holde tyvene væk i den mørke tid:
– En indbrudstyv ønsker ikke at blive set, så er der lys omkring en bolig og ingen høje træer eller buske at gemme sig bag, så er det sværere for tyven at holde sig i skjul. Sensorstyret lys, der tænder, når nogen nærmer sig, kan være en god løsning. Så står det ikke tændt hele tiden og kan samtidig skabe ekstra opmærksomhed fra naboer eller forbipasserende, når det pludselig tænder, siger Britt Wendelboe.
Merete Kabel/Henri.