På Tyrstrup Kro viste Pia Kjærsgaard en anden side af sig selv, som vi ikke kendte

Pia Kjærsgaard fortalte på Tyrstrup Kro om sin barske barndom i et skilsmissehjem og om, hvordan hun kom ind i politik. Efter foredraget signerede hun sin seneste bog.

Blandt de spændende og kendte foredragsholdere, som Christiansfeld Erhvervsråd har skaffet til byen, kunne man onsdag aften opleve Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard i en fyldt sal på Tyrstrup Kro.

Men det var ikke den sædvanlige skarpe politiske Pia Kjærsgaard, vi så.
I stedet fortalte den kendte politiker om sin barndom på Østerbro, hvor familien boede i en lille to-værelses lejlighed på fjerde sal. Forældrene, Pia og hendes lillebror Henrik havde samme soveværelse. Senere flyttede de til Hellerup.

Poesibøger

Pia havde veninder, som skrev i hinandens poesi-bøger. De blev konfirmeret i flotte kjoler og havde en fin lille salmebog med til fotografen, hvor de fik taget professionelle fotos – det gjorde man dengang, hvor mobilen ikke var opfundet.

Ulykkelig skilsmisse

Pias forældre blev imidlertid skilt, fordi moderen fandt en anden mand og forlod mand og børn.
– Min far var meget bitter, og der var ikke et godt forhold mellem mine forældre. Far ville fx ikke have, at mor kom med til konfirmationen i kirken, husker hun.
Mor flyttede sammen med en anden mand. Hun var gravid. Men vi fik som børn ikke noget at vide. Hun flyttede bare. Sådan var det dengang.

På jagt med far

Men Pia husker også dejlige morgenture kl. 4 om morgen i naturen med hendes far, der gik på jagt. Hun husker, at de sad ved en skovsø og spiste deres madpakker med franskbrød og rochefort.

– Det var absolut de bedste barndomsminder. Det foregik ud fra mine bedsteforældres sommerhus helt ude i det dengang landlige Bagsværd (som i dag er en del af Storkøbenhavn).

– Der boede vi fra april til september, og det nød jeg utrolig meget. Og det har sikkert også hjulpet mig.

Hunden blev skudt

Pia flyttede med faderen til Hellerup, hvor hun fik lov at få sin første hund.

Farmoren kom og hjalp det første halve år. Herefter havde de skiftende husbestyrerinder.

– Senere skulle jeg flytte ud til min mor. Hun var en meget selskabelig og flamboyant kvinde, og der var altid kendte mennesker på besøg. Men hun var en dårlig mor, og jeg tilgav hende aldrig helt, at hun bare havde forladt os, husker Pia.

Da faderen ikke ville lade moderen passe hunden, og hun heller ikke ville have den, så skød han den…

– Det var meget barsk for mig at høre, at min elskede hund bare var blevet skudt. Men sådan var det.

Diamantbryllup med sin barnekæreste

– Men det var meget barsk dengang, skal jeg hilse og sige. Jeg kom igennem det. Blandt andet fordi jeg som 14-15-årig mødte min kommende mand Henrik, som jeg kan holde diamantbryllup med til sommer.
Henrik var høj og mørk med brune øjne, og så sang han i radioens drengekor. Og juleaften kunne alle pigerne se ham i fjernsynet fra Roskilde Domkirke. Dengang svarede det til at være med i X-factor.
Men det var trygt og godt for mig, at jeg havde ham og hans normale familie at læne mig op ad.

Bror blev hjemløs

– Men min bror faldt igennem. Han var en meget følsom dreng, han var en mors-dreng, og han blev ligesom forladt, da familien gik i stykker, og hun bare forsvandt. Han blev senere i livet kriminel, idet han røvede flere kiosker og benzinstationer uden at blive opdaget. Men senere plagede det hans samvittighed. Han blev alkoholiker, og han døde som hjemløs uden at ville have kontakt med familien, fortalte Pia Kjærsgaard rørt.

Hjemmehjælper

Pia og Henrik blev gift som hhv. 20- og 21-årig, hvor hun var gravid i tredje måned med sin datter.

– Men vi var rigtig glade for at skulle have et barn. Det var ikke nogen ulykke overhovedet, husker hun.

Hun begyndte nu at arbejde som hjemmehjælper i otte år. Og hun husker det som en god tid, hvor hun som hjemmehjælper havde god tid til at hjælpe og snakke med de ældre.

– Vi var slet ikke interesseret i politik dengang. Jeg husker, at vi holdt Aktuelt – uden at vide, at den var socialdemokratisk. Men vi kunne bare lide dens praktiske tabloid-format. Og ved det første valg, efter vi var fyldt 21 år og havde stemmeret, stemte vi Radikalt. Vi stemte på statsminister Hilmar Baunsgaard, fordi han var sådan en behagelig og høflig mand.

Glistrup var sjov

– Da Glistrup kom frem, blev jeg fascineret af ham, fordi han var sjov og anderledes. Han sagde så mange utraditionelle ting. Fx skulle forsvaret erstattes af en telefonsvarer, som på russisk sagde: ”Vi overgiver os.”
Jeg meldte mig ind i partiet, men havde ingen politiske ambitioner.
Men de andre syntes, det ville være godt med en ung pige på stemmesedlen til at trække stemmer. Så jeg stillede op, men ikke for at blive valgt.
Fremskridtpartiet røg ind i Folketinget med 28 mandater! Man kaldte det et ”jordskredsvalg”, og det rystede de andre partier.

Oprør mod Glistrup

– Da Glistrup så senere blev stemt ud af Folketinget efter at have fået en dom for skattesnyd, gik hans mandat videre til mig, og jeg kom pludselig i Folketinget. Vi var seks personer. De to forlod straks partiet, og tilbage var bl.a. Dohrmann og Kristen Povlsgaard. Der var en slap stemning, fordi Glistrup var væk, og jeg udnævnte mig selv til politisk ordfører. Glistrup ønskede jo slet ingen form for organisation. Der skulle kun være ham.

Efterhånden opstod der en masse uro og diskussioner på et landsmøde i Aarhus i 1995, og bagefter var vi nogle, der mødtes og stiftede et helt nyt parti: Dansk Folkeparti. Vi samlede underskrifter og kunne et halvt år senere blive godkendt til at opstille til næste valg. Vi kom ind med fire mandater og ved næste valg med 13 mandater.

Hård tone

Pia Kjærsgaard fortalte også om den hårde modstand, hun mødte fra nogle andre politikere og fra bladtegnere, der udtrykte sig meget groft.

Værst var det dog på Nørrebro, hvor indvandrere og autonome angreb hende, så hun måtte flygte ind i en bank, mens politiet forgæves forsøgte at holde den frådende hob i skak.

– Jeg kunne se og høre dem, og jeg forventede, at de ville trænge ind og forsøge at dræbe mig. Jeg tog en brødkniv og var klar til at kæmpe. Men heldigvis fik politiet ført mig bort. Det var meget voldsomt, og det sidder endnu i mig, indrømmede den nu 80-årige.

Men senere blev partiet inviteret med i forlig, og de andre partier førte DF’s politik overfor indvandrere.
Pia Kjærsgaard vandt folkeafstemningen om at bevare Kronen overfor Euroen. Og som en personlig krone på 42 år i Folketinget blev hun til sidst valgt til formand for Folketinget i 2015-2019.

Se også