Inviterer til Halloween ’uhygge’ på brand- stationen i Lunderskov

LUNDERSKOV: Brandfolkene ved den lokale brandstation i Lunderskov skiller sig ud. De vil nemlig, foruden at slukke brande, også være en naturlig del af det lokale samfund.
Og det gør de rigtigt meget for at blive. Det sker med aktiv repræsentation ved lokale begivenheder i byen, og de benytter også enhver lejlighed til åbne dørene til brandstationen på Metalvej 2 for byens og egnens borgere i form af fx åbent-hus arrangementer og med demonstrationer af deres færdigheder og kunnen på deres fagområde i brand- og redningens tjeneste.
Byens borgere kvitterer med stort fremmøde i respekt for den hjælp, brandfolkene yder ved at stå til rådighed med hurtigt og effektiv hjælp 24-7, når uheldet er ude.
Det seneste skud på stammen af begivenheder, som brandfolkene inviterer til, er noget så utraditionelt for en brandstation at indbyde til Halloween ”uhygge” på brandstationen lørdag den 31. oktober fra klokken 16.30 til 20. Og alle aldre er velkomne – og det er gratis, lyder det i anledningen af Halloween fra brandfolkene i Lunderskov.
Travlt år
Og på det faglige område har 2026 været et travlt år for brandfolkene i Lunderskov. Ikke færre end 72 gange har der i skrivende stund alene i år været bud efter dem for hjælp. Og det er rigtigt mange gange, sammenlignet med stationerne i de to andre centerbyer i Kolding Kommune. Tyrstrup (Christiansfeld) har fx indtil nu haft 51 udkald og Vamdrup kun 31.
Men det er nu ikke, fordi det brænder mere i Lunderskov-området end de andre steder. Langt de fleste udkald, stationen har haft i år, er nemlig gået til andre stationer som fx assistance i forbindelse med større hændelser. Og her primært til stationerne Kolding og Vamdrup.
Brandfolkene ved stationen i Lunderskov er deltidsansatte og er en del af Trekantområdets Brandvæsen, TrekantBrand, der varetager brandslukningen i fem kommuner i Trekantområdet.