Kongeaamuseet sætter fokus på grænserne
VAMDRUP: Snart har vi efterårsferie, og det betyder, at Kongeaamuseet i Vamdrup i vintermånederne kun åbner dørene efter aftale. Men det betyder ikke, at aktiviteterne ligger stille. Så er der nemlig tid til andet:
– Sidste år lavede vi en række møder den anden torsdag i måneden under fællestitlen ’Jernbane-snak’. Vi endte ud med at beslutte, at vi i år ville fortsætte møderækken. I første omgang under fællesoverskriften ’Grænser’.
Første møde i rækken finder sted torsdag den 8. oktober fra kl. 9.30-11.30. Og alle er velkomne til at være med, fortæller Kirsten Wehmüller fra Kongeaamuseet.
Og at emnet bliver ’Grænser’ hænger sammen med, at netop grænser har spillet en vigtig rolle i byens historie. Vamdrup var fx dansk-tysk grænseby fra 1864 til 1920, – i tidsrummet gik grænsen mellem de to lande cirka tre kilometer syd og vest for byen:
– Ved første møde gang kommer der et par indlæg om emnet, og vi håber, at der er folk, der møder op for at få både svar på spørgsmål og informationer om grænserne i lokalområdet.