Berejst Palle Flyger fortæller om de forfulgte kristne
Palle Flyger har rejst meget i muslimske lande, hvor kristne også bliver forfulgt for deres tro. Det fortæller han om onsdag den 7. oktober i Tyrstrup Sognehus.
10.000 martyrer i 2020
Kristne er den mest forfulgte gruppe i verden. Men det kan være svært at få konkrete tal fra de lukkede lande.
Dog har Tænketanken for Forfulgte Kristne i 2022 udgivet rapporten ’Forfølgelsens omfang’. Rapporten viser, at mindst 80.000 kristne blev forfulgt i 2020.
Heraf led mindst 10.000 personer martyrdøden, mens: ”Mindst 70.000 kristne oplevede chikane i form af bortførelser, voldtægter, tvangsægteskaber og diskrimination i form af frihedsberøvelse og manglende borgerrettigheder.”
Det er især i muslimske lande som Iran, Afghanistan og Pakistan, de kristne forfølges åbenlyst. Men også i hinduistiske lande som Indien bliver kristne ofte forfulgt.
I det kommunistiske Nordkorea foregår en voldsom forfølgelse, men også i Kina kan det være farligt at have en tro, som ikke passer det regerende kommunistparti.
Men kirken vokser alligevel…
Men til trods for dette vokser den kristne kirke overalt i Mellemøsten. I Iran regnede man indtil for nylig med, at undergrundskirken var vokset til en million i hovedstaden Teheran. Men i forbindelse med krigen mod Iran fortalte en iransk præst og ekspert, at tallet nu nærmere er 5 millioner ud af Irans ca. 90 millioner. Det muslimske præsteskabs hårde linje har tværtimod ført til, at flere søger mod kristendommen.