Lunderskovs jernbanestation til salg for 2,45 mio.

Ejeren håber, at stationsbygningen kan føres videre som kunstgalleri.

Galleriejer Dennis Marzec har sat Lunderskovs historiske stationsbygning til salg.

Den markante stationsbygning fra 1874 er tegnet af den anerkendte danske jernbanearkitekt N.P.C. Holsøe og har gennem generationer været et af Lunderskovs arkitektoniske vartegn.

Da bygningen blev nedlagt som jernbane-stationsbygning, blev den i stedet til WestStationGallery og har huset internationale kunstudstillinger.

I april 2023 modtog galleriet KulturKolding-prisen for sit bidrag til kulturlivet.

For den nuværende ejer, Dennis Marzec, har projektet handlet om mere end at eje en historisk ejendom.

“Siden jeg overtog stationsbygningen, har jeg haft et stort hjerte for både ejendommen og Lunderskov. Det har været en fantastisk oplevelse at skabe et internationalt kunstmiljø i en historisk bygning og samtidig bidrage til kulturlivet i byen. Jeg kunne også sagtens forestille mig, at WestStationGallery som virksomhed kunne overdrages til en kommende ejer, hvis det giver mening for begge parter,” fortæller Dennis Marcec.

Dermed åbner der sig en mulighed for ikke blot at overtage en fredet bygning, men også at videreføre et allerede etableret kunstkoncept.

Hos NordicAls Erhvervsmæglere ser man et særligt potentiale i den historiske ejendom.

Ejendommen rummer 277 m² erhvervslokaler i stueetagen samt en 170 m² stor privatbolig på første sal.
Hertil kommer en fuld tør kælder, et historisk pakhus på 134 m² og fire private parkeringspladser.

Med originale plankegulve, fyldningsdøre og højloftede rum rummer bygningen muligheder for galleri, tegnestue, liberalt erhverv eller en kombination af privatbolig og virksomhed.

Ejendommen udbydes til 2.450.000 kroner gennem NordicAls Erhvervsmæglere ved Anders Rosborg.

Se også