Ny fabrik med nye muligheder hos Aller Aqua
Det nye byggeri, som er skudt i gang hos Aller Aqua, er ikke bare familien Byllings ønske om at konsolidere sin tilstedeværelse i byen. Det bliver hele fundamentet for virksomhedens fremtidige udvikling; og det kommer også byens borgere til gode, siger ledelsen.

Det er et historisk stort om- og nybyggeri, som netop er gået i gang omkring Aller Aquas hovedsæde i Aller.
I løbet af det kommende år vil en langt mere moderne, fleksibel og ikke mindst energieffektiv fabrik dukke op.
Med den får medarbejderne også markant bedre arbejdsforhold, og naboerne kan se frem til langt færre lugt- og støjgener fra fabrikken.
Største investering
”Det her bliver den største investering, vi nogensinde har foretaget,” forklarer Anders C. Bylling, der er administrerende direktør.
”Med den nye fabrik løfter vi med ét vores produktion, så den ikke bare møder alle moderne standarder. Den kommer også til at give os nogle muligheder, vi slet ikke har haft før.”
Byggeriet omfatter både ombygning af nuværende faciliteter samt opførelse af helt nye bygninger. Det samlede byggeareal er omkring 1.800 m².

Nye produktionslinjer giver nye muligheder
Den nuværende fabrik i Aller blev bygget i 1979 og er siden knopskudt i flere retninger. Det er blandt andet dét, Anders C. Bylling nu ønsker at samle.
”Anlægget, vi har i dag, bærer præg af, at det er bygget efter nogle ældre principper. I dag skal materialer og færdige produkter transporteres en del rundt mellem forskellige dele af fabrikken. Det er energitungt, ineffektivt og besværligt for vores medarbejdere.”
Med det nye byggeri får produktionen derfor et mere sammenhængende flow; fra indlevering og håndtering af råvarer til produktion og pakning af færdigvarer og ekspedition. Hele fabrikkens interne logistik har været under lup og bliver med det nye layout betydeligt forbedret. Det vil samtidig gøre produktionen langt mere energieffektiv.
Det bedste fra verden
Aller Aqua, der i dag har aktiviteter i over 70 lande, har trukket på alle sine erfaringer, da planlægningen af den nye fabrik var på tegnebrættet.
”Vores fabrikker i Tyskland, Polen, Serbien, Kina og Egypten er overordnet ret specialiserede. Men da den danske fabrik også er centrum for vores produktudvikling og R&D, så skal den kunne det hele. Derfor har vi brugt al den viden og erfaring, vi har fra fabrikkerne ude i verden, og tænkt det med ind i det nye byggeri,” siger direktøren.
R&D står for Research and Development – på dansk: forskning og udvikling.
Hovedsædet får således to topmoderne produktionslinjer. Det giver ikke bare en langt større fleksibilitet i dagligdagen. Det løfter også produktudviklingen, fordi man nu får langt bedre muligheder for teste nye fodertyper og -ingredienser. Et regulært innovationsboost.
”Vi får nu også mulighed for at lave og levere langt mindre produktionsserier,” forklarer direktøren.
”Så kan vores R&D-afdeling teste og justere, inden vi producerer i fuld skala. Det er både mere energieffektivt for, mere økonomisk fornuftigt og langt mere bæredygtigt.”
Mindre støj og lugt
En af Aller Aquas kerneværdier fokuserer på øget bæredygtighed i produktionen. Det kommer også til at gælde i byggeriet af den nye fabrik, lover direktøren.
”Vi bliver som nævnt langt mere energieffektive med det nye. Men vi kigger også på det udstyr, vi har i dag, og vælger at genbruge udvalgte dele af det eksisterende anlæg og siloer. Der, hvor det er teknisk muligt, og hvor det giver mening. Det er ikke sikkert, at det er den billigste løsning. Men det er sådan, at vi har valgt at gøre det.”
Også naboerne til fabrikken kommer til at mærke en klar forskel, når den nye fabrik står færdig i slutningen af 2027.
”Med den nye indretning får vi en mere lukket fabrik, hvor støjkilder er dæmpede. Der vil også være bedre ventilering og filtrering af luften. Det betyder, at vi kan holde døre og porte lukkede, hvad der holder støjen inden døre. Der vil også være langt mindre intern kørsel med traktor og andet på grunden. Vi sigter med andre ord efter at støje, støve og genere naboerne mindre i fremtiden.”
Imens byggeriet foregår, må naboerne dog forvente mere trafik – både fra transport af byggematerialer ind og ud af byggepladsen samt fra byggemaskinerne, forklarer Anders C. Bylling. Han håber dog på, at den positive og åbne dialog med byens borgere fortsætter.
”Vi er jo glade for at bo i Aller, hvor det hele startede i 1912. Vi håber derfor også, at byen er glade for at have os boende, og folk skal altså bare kigge ind med spørgsmål, observationer og forslag – også i løbet af byggeprocessen. Det må man altså meget gerne.”
Byggeriet af den ny fabrik forventes færdigt i slutningen af 2027.