Politiet holder øje med Østergade i Vamdrup

VAMDRUP: Politiet vil i den kommende tid holde øje med trafikken på Østergade i Vamdrup – og især med farten.
– Vi har modtaget en klage fra beboere langs med gaden, som mener, at mange kører alt for hurtigt på Østergade, fortæller Erik Hejlesen fra lokalpolitiet i Vamdrup og Lunderskov til Fællesavisen.
Det betyder, at politiet derfor vil holde et særligt øje med trafikken på gaden. Og især med hastigheden:
– Beboerne er særligt bekymrede, fordi for høje hastigheder kan skabe farlige situationer, især for de bløde trafikanter, fordi der ofte holde mange biler parkeret i gaden. Og så ligger der jo også både skole og børneinstitutioner ved gaden, lyder det fra Erik Hejlesen.