Tyverier fra fem biler i Vamdrup: Husk lås bilen!

VAMDRUP: Fem bilejere i Vamdrup har været udsat for tyveri eller forsøg derpå, og en enkelt bilejer fik stjålet sin bil. Alt sammen skete natten til tirsdag i sidste uge.

Bilen blev stjålet fra Bastrup Skolevej, hvor tyven brød ind i et hus og fandt nøglerne til en personbil. Bilen blev dog senere igen fundet, pænt parkeret på Industrivej i Vamdrup – dog med et dankort, som var stjålet fra en anden bil på Lille Ager i Bastrup.

Tyven er åbenbart primært gået efter glemte kontanter, dankort eller lignende i biler. Politiet kæder hændelserne sammen, idet de alle er begået i Bastrup-området, og mener også, at det kan være én og samme person, der står bag.

Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi til pressen.

Ulåste biler

Flere andre tyverier er begået i næsten samme tidsrum.

Fra bil på Bastrup Skolevej er der stjålet lidt kontanter, mens der på Dysse Ager i sydbyen fra en bil er stjålet en mobiltelefon og et nøglebundt. Og fra en bil på Tøndervej er der stjålet nogle cigaretter og en rygsæk i militærdesign, hvori der lå en computer.

Derudover viser en video-overvågning, at en ulåst bil på Søndergade i Vamdrup er gennemrodet – dog uden at der blev stjålet noget.

Flere af tyverierne er begået fra ulåste biler. Derfor lyder budskabet fra politiet: Husk altid at låse bilen.

Se også