Regnen silede ned over efterårsmarkedet

Lørdag blev en meget våd dag. Og det gik ud over de tre samtidige arrangementer i Christiansfeld.
På Prætoriustorvet holdt handelsstanden sit årlige efterårsmarked. Og der var på forhånd pyntet med halmballer og græskar i byens centrum. Men regnen lagde naturligvis en dæmper på både stand-holdere og gæster. Som det lyder i den kendte sang: ”byger, der går og kommer, dét er den danske sommer”.
Men i lørdags var der næsten ikke ophold mellem bygerne, før der sidst på dagen blev tørvejr.
På torvet afviklede man også en konkurrence om, hvem der kunne spise flest honningkager. Det foregik under en parasol.
Her havde man fået tre byrådspolitikere til at stille op: Viceborgmester Iben Lehmann Rasmussen (SF), byrådsmedlem Nicolai Boelsmand Asmussen (Venstre) og Jørn Chemnitz (SF). Sidstnævnte vandt konkurrencen, som det fremgår af forsiden.
På torvet blev Andreas Brøckner også hædret for sine 40 år som hestevognskusk i Christiansfeld. Se billedet på forsiden.

Havemarked
Samtidig med efterårsmarkedet på torvet var der Havemarked på pladsen bag ved Meny i butikscentret. Trods regnvejret var her stor aktivitet. Der var rift om de mange p-pladser på grund af de mange besøgende.
Selvom regnvejret også silede ned over havemarkedet, tog planterne sikkert ikke skade af regnen.
Håndværkets Dag
I Søstrehuset holdt Museum Kolding sit årlige arrangement ”Håndværkets Dag”. I gården trak boderne ind under en større pavillon midt i gården, men her havde man den fordel, at en del af aktiviteterne foregik indendørs i Søstrehuset og i Duetten ved gården. Indendøre var der ekstra mange gæster. Her kunne de mange besøgende i tørvejr nyde de mange udstilleres stande. Og som sædvanligt var der meget at se på.