Ny præst indsat i Hjarup og Vamdrup
Søndag den 13. september blev en særlig dag, da Vamdrup og Hjarup pastorat endelig kunne byde Maria Frey Fletting velkommen som ny sognepræst, efter at Hjarup i længere tid har været uden fast præst.
Dagen bød på høstgudstjenester i både Hjarup og Vamdrup kirker, hvor provst Karina Steinecke Dahlmann stod for indsættelsen af Maria.
I begge kirker var menighederne mødt talstærkt op for at tage imod den nye præst og markere den festlige begivenhed.
Efter gudstjenesterne fortsatte festlighederne med kaffe, kager og velkomsttaler i både Vamdrup og Hjarup.
Alsidig baggrund
Maria Frey Fletting kommer med en spændende og alsidig baggrund.
Hun er oprindeligt uddannet historiker og har tidligere arbejdet med blandt andet byudvikling, sociale dagsordener og ledelse. Hun afsluttede i sommer sin teologiske uddannelse ved Københavns Universitet og Pastoralseminaret, og dermed er hun klar til at tage hul på sit nye virke som præst.
Maria Frey Fletting er allerede flyttet ind i den smukke gamle præstegård i Hjarup, hvor hun nu har fået sin base.
– Sammen med sognepræst Trine Lydeking skal Maria fremover varetage opgaver ved Vamdrup og Hjarup kirker. Det betyder, at sognene nu har fået endnu en dygtig præst, som skal være med til at skabe liv, nærvær og fællesskab omkring kirkerne, fortæller kirke- og kulturmedarbejder Lene V. G. Almosetoft.
Søndagens festlige indsættelse blev således begyndelsen på et nyt kapitel for både Maria og pastoratet.
Vamdrup og Hjarup pastorat ønskede Maria Frey Fletting hjerteligt velkommen og ser frem til mange gode oplevelser sammen.
Alsidig baggrund