Planklagenævn har stoppet ny hal i Seggelund

Planklagenævnet har netop stoppet et halbyggeri på Seggelundvej 110 syd for Christiansfeld, som kommunen tidligere i oktober 2025 havde givet tilladelse til.

Danmarks Naturfredningsforening klagede over, at hallen ville skæmme det naturskønne landskab. Og Planklagenævnet har givet foreningen ret.
Hallen skulle være 300 kvadratmeter stor og ligge ved ejendommen på Seggelundvej 110. Den skulle bruges til hobbyformål, fx gamle traktorer og landbrugsmaskiner.
Men love og regler om landzoner og byzoner skal forhindre, at der bliver bygget hist og pist på landet. Man vil samle byggeriet i byzoner.
Modsat mener flertallet i byrådet, at det skal være muligt at bygge mere på landet, så man får udvikling og undgår affolkning.
Kommunen har altså ikke gjort noget ulovligt. Den har blot udfordret praksis.
Men Planklagenævnet peger på, at der normalt ikke gives tilladelse til byggeri af udhuse m.m., som er større end 100 kvadratmeter.
Og så ligger den påtænkte hal direkte ud til et åbent landskab, som Kolding Kommune tidligere har udpeget som bevaringsværdigt i kommuneplanen.
Planklagenævnet frygter, at den slags afgørelser kan danne præcedens. Og omstøder nu kommunens beslutning. Hvis kommunens borgerlige flertal fortsat mener, at ejeren på Seggelundvej 110 skal have lov at bygge sin hal, så kan der anlægges en retssag inden 6 måneder. Ellers står afgørelsen ved magt.

Se også